Velkommen igen

Beklager ventetiden, men det er først nu, at vi er klar til at gå i luften.

Hvis du forgæves har været inde på Patchfinder.dk og er blevet skuffet, kan vi nu opfordre dig til at prøve igen: Det virker!! – skønt der stadig er en række fejl, der skal rettes….

Tiden går, og man drømmer ikke om at det kan være så besværligt at få en velfungerende hjemmeside op at stå. Jeg troede bestemt, vi var klar til at gå i luften i marts – eller i hvert tilfælde i april.

Dertil skal siges, at jeg er meget taknemmelig over den hjælp, jeg har fået til at komme i gang med hele dette projekt. Her vil jeg først og fremmest nævne den utrolige mulighed, man som virksomhed har for at få en praktikant i virksomhedspraktik i et 4 – eller 8 ugers forløb via Jobcentret. For en lille opstartsvirksomhed uden særlig mange penge er det en uvurderlig hjælp, selvom man jo så må påregne et noget længere forløb, end hvis man betaler en professionel for at lave en hjemmeside. Men samtidig giver det mulighed for at være på nært hold af hele processen med programmeringen og diskutere problemer og designløsninger hen ad vejen, og oven i købet blive undervist af praktikanten i alle de ”nye” sociale medier, som det er så nødvendigt at kunne håndtere, hvis man vil have en velfungerende virksomhed. Og så får de unge arbejdsløse mulighed for at holde deres kompetencer vedlige, så de forhåbentlig kan komme i et rigtigt job, inden deres arbejdsløshedsunderstøttelse ophører. Altså en win-win situation.

Tak til Raluca og Julie, mine to søde – på hinanden følgende – praktikanter. Og tak til de mere professionelle web-designere, som det indimellem var nødvendigt at konsultere, når det blev for svært for praktikanterne.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et andet helt utroligt tilbud, man som iværksætter har mulighed for at deltage i – ganske gratis: Rundt omkring i kommunerne er etableret såkaldte Væksthuse, hvis formål er at rådgive og vejlede nystartede virksomheder i både opstartsfasen og den videre udvikling – ja, de henvender sig endog til iværksættere, som endnu ikke har lagt sig fast på en idé eller et koncept til en virksomhed, men bare går med en iværksætterdrøm. Her kan man få sin egen personlige vækstkonsulent, eller deltage i nogle af de mange kurser, som bliver udbudt.

Jeg har været selvstændig i mere end tyve år, så jeg har allerede et SE nummer og kender til basale regler for virksomhedstyper, momsregler osv, så de kurser har jeg sprunget let og elegant henover. Til gengæld har jeg været på kurser som: Fra forretningsidé til handling, Finansiering, Sociale medier, Den første medarbejder, Den gode pitch osv. Og har man ikke mulighed for selv at deltage, kan man via væksthusenes hjemmesider finde en række meget informative videoer, som er lavet af de samme lærere/vejledere, som underviser på kurserne. I hovedstadsområdet er det HIP, Hovedstadens Iværksætterprogram www.hiph.dk som står for kurserne.

Kurserne er fyraftensmøder, som ligger mellem 16.30 og 19.30, så man også har mulighed for at deltage, selvom man har et fuldtidsjob. Iværksætterkurserne er støttet af EU og kører over en treårig periode, så hvis du går med en iværksætter i maven, er det bare at melde sig med det samme. Men ved jo ikke om det bliver ved efter de tre år er gået.

Vel mødt!

Skriv et svar