Sommerens udflugter

Sommerferien er for længst overstået og arbejdet genoptaget; for mit eget vedkommende med nødvendigt fokus på mit arbejde som boligskribent og –fotograf, og desværre ikke så meget tid til videreudvikling af hjemmesiden.

Sommeren gav til gengæld gode muligheder for besøg på udstillinger og events rundt omkring i landet:

I juni besøgte jeg Håndarbejdshøjskolen i Skals ved Viborg, som hvert år holder en udstilling af elevernes arbejder. Udstillingen tiltrækker mange mennesker i den næstsidste week-end i juni, og er altid et spændende sted at besøge. Her kan man tage temperaturen på, hvad der foregår på næsten alle felter indenfor håndarbejde. Særligt stærkt står deres afdeling med broderi, hvor det er herligt at se alle de gamle teknikker, som kursusdeltagerne har været igennem, og med meget fine resultater, både mht kvaliteten af håndarbejde og design. www.skalshaandarbejdsskole.dk

Tredje week-end i juni bød på flere public events, World Wide Knit In Public Day og Quilt In Public Day, hvoraf jeg selv oplevede det sidste på torvet i Thisted. Her trodsede nogle entusiastiske patchworkere kulde og blæst, og viste deres flotte patchworkarbejder for de interesserede (og lidt forbavsede) forbipasserende. Begge events er årligt tilbagevendende og finder sted i mange byer landet over, samtidig med lignende arrangementer i hele verden, som sætter fokus på både det kreative og sociale ved at lave håndarbejde sammen.

Kulturhuset i Korsør lagde de fine rammer til Kreativt Midsommermarked, som også er et tilbagevendende marked i tredje week-end i juni. Fra balkonen hang flotte patchwork quilts og prydede Kulturhusets smukke sal, som var fyldt med boder med patchworkstoffer og -tilbehør. På balkonen var der ligeledes udstillinger af håndarbejde og indgang til flere boder med stof og garn, og time for time var der demonstrationer af teknikker, tips og nye ideer. www.kreasommer.dk

Glæden ved håndarbejde og samvær skinner også stærkt igennem, når man ser den håndbroderede kopi af det 70 m lange Bayeux-tapet, som er permanent udstillet på Børglum Kloster i Nordjylland, som jeg også besøgte denne sommer. Det er 9 brodøser fra Vikingegruppen Lindholm Høje, som gennem 14 år, fra 2000 til 2014, har mødtes en gang om ugen om arbejdet med at sy billedtæppet i en nøjagtig kopi efter billeder og tegninger af det originale tapet, som findes i Bayeux i Normandiet. Det er syet i uldgarn på hørlærred i samme stingtyper og farver som på originalen, og resultatet er blevet både overvældende og smukt.

www.boerglumkloster.dk

www.lindholmhoeje.dk

 

Skriv et svar